Fakta om epilepsi

Næst efter hovedpine, er epilepsi den hyppigste, neurologiske lidelse. I løbet af livet, vil 1 ud af 10 personer have haft et krampe-anfald. I alle udviklede lande rammer epilepsi  mellem 0,7 og 1 procent af befolkningen svarende til ca. 50.000 mennesker i Danmark.  Læs mere om Prævalens og incidens.

Man har kendt til epilepsi helt tilbage fra før Kristi tid. Op igennem tiden har epilepsi været forbundet med diverse myter om årsager og behandling. Det har været betragtet som alt - lige fra djævlebesættelse, psykiatrisk lidelse, gudernes straf, hellig syge, månesyge til ligfald.

Myter og epilepsi
En samling af symptomer
Alle kan få et krampeanfald
Epilepsi i alle aldre
Årsager til epilepsi
Hvordan stilles diagnosen
Forløb og prognose

Myter om epilepsi
Den dag i dag er det desværre stadig sådan, at der eksisterer myter om epilepsi, hvilket bevirker, at uvidenhed om sygdommen og dens konsekvenser er medvirkende til, at mennesker med epilepsi ikke får den støtte og hjælp fra deres omgivelser, som de har behov for.

Det at have et epileptisk anfald er forbundet med en følelsen af kontroltab, og følelsen af manglende kontrol er tæt forbundet med en forringet livskvalitet for den, der har epilepsien. Det er vigtigt at forstå, at epilepsi er en fysisk og ikke en psykisk lidelse.

En samling af symptomer
Epilepsi er ikke en egentlig sygdom, men en samling af symptomer, der viser sig ved spontane, gentagne og ensartede anfald, med eller uden påvirkning af bevidstheden. Epilepsi er et neurologisk fænomen, en forstyrrelse i hjernen, som bevirker, at man ind imellem mister kontrollen over hele eller dele af sin krop og/eller bevidsthed. Anfaldene opstår på grund af en pludselig, forbigående forstyrrelse i en større eller mindre del af hjernens celler.

Læs mere om årsager til epilepsi.

Alle kan få et krampeanfald
En del personer kommer ud for at få et enkelt krampeanfald på et eller andet tidspunkt i livet. Det kan f.eks. skyldes udtalt fysisk eller psykisk stress eller søvnmangel. Nogle tåler udpræget stress uden at få anfald, hvorimod andre ikke tåler så meget, før der kommer et krampeanfald. Her taler man om, at krampetærsklen overskrides. Denne tærskel er forskellig fra person til person, formentlig betinget af arvelige faktorer.

Krampetærsklen kan dermed overskrides hos alle mennesker, hvis de belastes tilstrækkeligt. Men, for at begynde at overveje diagnosen epilepsi, skal der minimum have været to uprovokerede anfald.

Det første trin i udredningen af et muligt epileptisk anfald er derfor en udredning med henblik på, om der foreligger en akut behandlingskrævende sygdom. Først når dette er udelukket, kan man koncentrere sig om selve epilepsiudredningen.

Epilepsi i alle aldre
Epilepsi kan opstå i alle aldre, men den er hyppigst hos børn op til 15-års alderen samt hos voksne over 65 år.  Nogle fødes med epilepsien og andre får den på et senere tidspunkt i livet. Dermed kan epilepsi både være noget, man har i en afgrænset periode eller det kan være noget, man har hele livet. Det er vigtigt, at man ikke betragter mennesker med epilepsi som en ensartet gruppe af mennesker med psykiske problemer, dårlig begavelse og generelt værende ustabile. Epilepsi kan forekomme hos alle, lige fra normalt udviklede til stærkt udviklingshæmmede.

Årsager til epilepsi
Hos en del af de personer, der har epilepsi, kendes årsagen. De har det, der kaldes symptomatisk epilepsi. Årsagerne kan bl.a. være medfødte misdannelser i hjernen, hovedtraumer, iltmangel under fødslen, hjernesvulster, blodpropper i hjernen, hjerneblødning, alkoholmisbrug eller andre lidelser, som f.eks. følger efter hjernebetændelse. I de øvrige tilfælde kan der ikke påvises en strukturel fejl i hjernen. Disse epilepsier kaldes idiopatiske, som er betegnelse for en lidelse, der optræder selvstændigt uden påviselig afhængighed af andet eller uden påviselig årsag. Her forestiller man sig, at der foreligger en kemisk fejl i hjernes biokemiske transmittersystem, dvs. informationsudvekslingen mellem hjernecellerne. Chancen for at vokse sig fra sin epilepsi er størst, hvis epilepsien er idiopatisk.

Epilepsi er til en vis grad arveligt. Risikoen i hele befolkningen er ca. 1 procent. Hvis en af forældrene har epilepsi stiger risikoen til 4 procent. Har begge forældre epilepsi stiger risikoen til 20-30 procent. Hvis en tveægget tvilling har epilepsi, er risikoen omkring 10-20 procent. Er det en enægget tvilling, som har epilepsi, er risikoen 80 procent.

Arvegangen ved epilepsi er i de fleste tilfælde kompliceret og afhænger af, hvilken type epilepsi, der er tale om. For nogle epilepsiers vedkommende er der tale om få procents øget risiko. For andre er der op imod 30 procent risiko for at arve epilepsien, hvis begge forældre har lidelsen.

Læs mere om årsager til epilepsi.

Hvordan stilles diagnosen
Diagnosen epilepsi stilles ved en kombination af oplysninger om forløbet af anfald og undersøgelser i form af EEG (Elektroencefalografi) samt evt. scanning af hjernen. Grundlaget for diagnosen er derfor en grundig anfaldsbeskrivelse, baseret på interview af både patient og helst flere personer, der har set anfaldene.

Ved EEG undersøgelsen måles hjernens elektriske aktivitet via små elektroder, som er anbragt på hovedet. Små tynde nåle anbringes i hårbunden eller små metalplader anbringes ved hjælp af elektrodecreme i hårbunden eller ved at en hue med små huller sættes på hovedet. Hullerne fyldes med elektrodecreme.

EEG undersøgelser må ikke stå alene
Det kan i praksis ofte være svært at stille diagnosen epilepsi. Det hænger sammen med, at man nogle gange finder normalt EEG hos dem, der har epilepsi, lige så vel som der kan findes unormalt EEG hos dem, der ikke har epilepsi. EEG-undersøgelser kan således aldrig stå alene. Det er derfor af stor vigtighed at få så nøjagtig en beskrivelse af anfaldene, både af personen selv samt af de pårørende, som har oplevet anfaldene. Det kan i den forbindelse være en hjælp at optage et anfald på video.

Scanninger af hjernen foretages i det omfang, der er behov for at afklare, hvorvidt der findes en
tilgrundliggende strukturel forandring et eller andet sted i hjernen.

Da symptomerne ved epilepsi er så mangeartede, er det dermed også muligt at forveksle epilepsi med meget andet. Som eksempel kan nævnes anfald, hvor en person stirrer lige ud i luften, så man tror, det drejer sig om en absence. I virkeligheden drejer sig måske om dagdrømmeri eller ”tomgang”.

Tilfælde med muskelspændinger, tics eller besvimelser kan også mistolkes som værende epilepsi.

Andre tilfælde kunne dreje sig om PNES anfald (Psykogene non-epileptiske anfald).

 I nogle tilfælde er det nødvendigt at indlægge personen, så man kan observere anfaldene nærmere mhp. en afklaring.

Læs mere om undersøgelse.

Forløb og prognose
Epilepsi ytrer sig meget forskelligt og inddeles/klassificeres derfor efter årsag, anfaldstype og forløb. Dette gøres for at kunne have et grundlag for at vælge behandling samt for at kunne forudsige noget om forløbet af epilepsien.

På baggrund af anfaldstyperne, EEG, tidspunktet for epilepsistarten og en række andre faktorer, er der i dag beskrevet mellem 30 og 40 mere eller mindre veldefinerede epileptiske syndromer.

Læs mere om epileptiske syndromer.

Ved at identificere et syndrom er der mulighed for vejledning rent behandlingsmæssigt, da der er erfaringer for, at bestemte syndromer bedst behandles med bestemte præparater, og der er mulighed for, med en vis margin, at rådgive om prognose. Det vil sige at forudsige, om epilepsien vil være let eller svær at behandle, og om man må forvente kognitive og/eller adfærdsmæssige problemer.

At stille en syndromdiagnose er en proces, der kan være langvarig, idet der kan være forskelligartet start og symptomerne optræder ikke alle nødvendigvis med det samme, eller på én og samme gang. Et barn kan derfor godt have haft epilepsi gennem længere tid, inden et eventuelt syndrom identificeres.

Da et syndrom ikke er en bestemt afgrænset sygdom, men et erfaret sammentræf af forskellige symptomer, kan der være meget store variationer indenfor det enkelte syndrom. Nogle syndromer er kendetegnet ved at epilepsien er ganske let og går over af sig selv efter nogle få år, mens andre syndromer er forbundet med udviklingshæmning og livslang, svær epilepsi.

Læs mere om mortalitet - dødelighed